Skip to content

Et år med turbulens – og triumfer

Et år med turbulens – og triumfer

Portræt af Lufthavnschef Rita Müller i forbindelse med Nuuk Lufthavns 1 års fødselsdag.

27. November 2025

Del artikel

Da Nuuk Lufthavn åbnede for præcis et år siden, var det med store forventninger – og lige så store opgaver. For lufthavnschef Rita Müller har det første år været alt andet end rutine. Hun beskriver det som “en rejse med både bump og sejre – men også med en enorm stolthed over, hvad vi har opnået.”

 

 

 

 

Fra åbningsdag til hverdag

 



Da Rita stod på forpladsen den dag, Tuukkaq rullede ind mod terminalen for første gang, var det med en blanding af lettelse og spændthed.

 

 

 

“Åbningsdagen var en helt særlig dag. Vi havde arbejdet i flere år for at nå dertil, og da Tuukkaq landede, vidste jeg, vi havde skrevet historie. Men jeg vidste også, at det sværeste først begyndte dér.”

 

 

 

For bag kulisserne ventede en lang række udfordringer. Nye systemer skulle implementeres under fuld drift, procedurer finpudses, og et helt team skulle finde rytmen i en lufthavn, der var ny for alle.

 

 

 

“Vi har haft tekniske udfordringer, procedureudfordringer og vi har haft vejrmæssige udfordringer. Det har på alle måder været et udfordrende år med en meget stejl læringskurve. Men medarbejderne har givet alt, og vi har stået sammen som et team med troen på, at vi kan klare det her. Det giver energi”  fortæller hun.

 

 

Stolthed og fremtidstro

 

 

 

 

Trods udfordringerne er Rita stolt af, hvor langt lufthavnen er kommet på bare ét år:

 

 

 

“For en stor del har vi skabt en velfungerende lufthavn, der forbinder mennesker og muligheder. Det er ikke kun en arbejdsplads – det er en livsnerve for hele landet. Og det er jeg virkelig stolt af, uddyber hun”

 

 

Og derfor ser hun også frem mod de næste år med optimisme.

 

 

 

“Vi er bestemt ikke i mål endnu – der er som bekendt for de fleste stadig ting, vi skal udvikle og forbedre. Men vi har vist, at vi kan håndtere pres og levere. Det giver mig troen på, at vi kan klare alt, hvad der kommer,” slutter hun.

 

 

Fakta:

Nuuk Lufthavn åbnede officielt den 28. november 2024. Den er en del af en lufthavnspakke med tre helt nye lufthavne i Grønland, hvor Qaqortoq og Ilulissat også får nye lufthavne, der åbner i 2026.
I alt driver Greenland Airports 13 lufthavne og 46 helikopterflyvepladser.

 

Åbningen af Nuuk Lufthavn

Relateret artikler