Skip to content

Ny erfaren CEO skal føre Greenland Airports ind i en ny fase

20. July 2026

Del artikel

Ny erfaren CEO skal føre Greenland Airports ind i en ny fase

Efter opførelsen af de nye grønlandske lufthavne retter Greenland Airports nu blikket mod den næste store opgave, hvor fokus gradvist rettes fra anlæg til drift, udvikling og værdiskabelse. Derfor har bestyrelsen udpeget Jeppe Jensen som ny administrerende direktør med tiltrædelse den 1. november 2026.

 

Med åbningen af de nye lufthavne i Nuuk og Qaqortoq Lufthavn – og den forestående åbning i Ilulissat – er fundamentet lagt for en ny æra for luftfarten i Grønland. Nu begynder arbejdet for alvor med at indfri potentialet i de store investeringer og åbne de muligheder, som de nye lufthavne giver.

 

 

Opgaven bliver at sikre en stabil og sikker drift, fortsætte udviklingen af lufthavnene og skabe størst mulig værdi for rejsende, erhvervslivet og samfundet.

 

Til at stå i spidsen for dén opgave har bestyrelsen udpeget Jeppe Jensen som kommende administrerende direktør. Han kommer til at afløse Jens Lauridsen, der har stået i spidsen for opførelse og idriftsættelse af de tre nye lufthavne, og hvis kontrakt udløber med åbningen af Ilulissat Lufthavn.

 

Jeppe Jensen er en erfaren lederprofil i grønlandsk erhvervsliv og har siden 2021 været adm. dir. i KNI A/S. Han har tidligere været en del af direktionen i Mittarfeqarfiit og har haft ledende stillinger i Tusass.

 

Et naturligt næste skridt

For bestyrelsesformand Jens Willumsen markerer ansættelsen et naturligt skifte i Greenland Airports’ udvikling.

 

“Greenland Airports står ved et naturligt skifte. De seneste år har handlet om at etablere nye lufthavne, mens de kommende år handler om at indfri deres potentiale gennem sikker drift, fortsat udvikling og øget tilgængelighed. Det er en anden opgave, og derfor har vi ledt efter en leder med den rette erfaring og de rette kompetencer til at stå i spidsen for netop dén fase.”

 

Han peger på, at Jeppe Jensen kombinerer et indgående lokale kendskab med erfaring fra nogle af landets vigtigste virksomheder.

 

“Jeppe har tung erfaring fra både samfundskritisk infrastruktur og ledelse af store organisationer. Samtidig har han en stærk kommerciel forståelse, som vi gerne vil drage fordel af. Hans profil er kort sagt et rigtig godt match til næste fase i Greenland Airports’ udvikling som samfundskritisk virksomhed, der skal åbne endnu flere muligheder for hele Grønland.

 

Jeg vil samtidig gerne benytte lejligheden til at takke Jens Lauridsen for den meget store indsats, han har ydet. Det, der begyndte som opgaven med at opføre tre nye lufthavne, udviklede sig undervejs til også at omfatte sammenlægningen af Kalaallit Airports og Mittarfeqarfiit til det Greenland Airports, vi kender i dag, samt overgangen fra anlæg til drift. Det har Jens stået i spidsen for med stor dedikation, og det arbejde har skabt det fundament, som Jeppe nu skal bygge videre på.”

 

En opgave til gavn for hele landet

For Jeppe Jensen var det især Greenland Airports’ rolle i samfundet, der gjorde beslutningen om at sige ja naturlig.

 

”Gennem hele mit arbejdsliv har jeg været motiveret af at arbejde i virksomheder, der løser vigtige opgaver for det grønlandske samfund. Det gælder også Greenland Airports. Luftfarten er en forudsætning for, at mennesker kan mødes, for at virksomheder kan udvikle sig, og for at sikre sammenhængskraften i vores land. Det er en opgave, jeg ser meget frem til at løfte sammen med medarbejderne og samarbejdspartnere.”

 

Den kommende åbning af Ilulissat Lufthavn får også en særlig betydning.

 

“Jeg er født og opvokset i Ilulissat, så det bliver selvfølgelig noget helt særligt at være med, når den nye internationale lufthavn åbner her. Men først og fremmest bliver det en stor dag for både byen og for hele Grønland. Jeg ser frem til at være med til at sikre, at både de nye og de eksisterende lufthavne kommer hele Grønland til gavn i mange år frem.”

 

Fakta

Jeppe Jensen

  • Født i 1980.
  • Opvokset i Ilulissat og Nuuk.
  • Cand.merc. i International Business fra Aarhus Universitet.
  • CEO i KNI siden 2021.
  • Tidligere kommercieldirektør i Mittarfeqarfiit.
  • Tidligere ledende stillinger i Tusass