Skip to content

Henrik Estrup fratræder som driftsdirektør i Greenland Airports

04. September 2025

Del artikel

Henrik Estrup fratræder som driftsdirektør i Greenland Airports

Henrik Estrup fratræder sin stilling som driftsdirektør i Greenland Airports.

I flere år har han spillet en central rolle i driften og udviklingen af Grønlands lufthavne, først som direktør for Mittarfeqarfiit og senere som COO i det nye selskab.

– “Jeg er taknemmelig for at have fået muligheden for at bidrage til udviklingen af en central del af Grønlands infrastruktur og for at have kunnet tage del i en både udfordrende og spændende opgave sammen med dygtige kolleger. Jeg ønsker dem og Greenland Airports alt det bedste fremover,” siger Henrik Estrup.

Jens Lauridsen, administrerende direktør i Greenland Airports, bemærker, at der aldrig er et perfekt tidspunkt at foretage ændringer på ledelsesniveau.

– “Vi befinder os dog i en overgangsperiode mellem åbningen af Nuuk Lufthavn og forberedelserne til åbningen af de nye lufthavne i Ilulissat og Qaqortoq. Det giver anledning til at blande kortene på ny. Fremadrettet vil der være behov for en profil med et stærkere kommercielt fokus på lufthavnsdrift,” siger Jens Lauridsen.

– “Med sine mange års erfaring, omfattende viden og store engagement har Henrik spillet en væsentlig rolle i udviklingen af lufthavnsdriften i Grønland. Jeg vil gerne takke ham for det gode samarbejde og hans store indsats,” tilføjer han.

Driftsafdelingen vil i overgangsperioden blive ledet af Senior Director Niels Grosen i samarbejde med Jens Lauridsen.