Skip to content

Qaqortoq lufthavn godkendt til udenrigsflyvninger

04. June 2026

Del artikel

Qaqortoq lufthavn godkendt til udenrigsflyvninger

To nye godkendelser fra Trafikstyrelsen åbner for udenrigsflyvninger til Qaqortoq lufthavn og for mere stabil drift, når vejret driller.

NUUK, 4. juni 2026 –– Qaqortoq Lufthavn har fået to vigtige godkendelser fra Trafikstyrelsen, der både åbner for udenrigsflyvninger og for at håndtere anflyvning under mere besværlige vejrforhold end i dag. Godkendelserne styrker både tilgængeligheden og driftssikkerheden i Sydgrønlands nye lufthavn.

Den første godkendelse udvider niveauet på lufthavnens Securitykontrol, så Qaqortoq nu kan håndtere udenrigsflyvninger i form af regionale forbindelser til f.eks. Island.

Godkendelsen er givet uden særlige betingelser på grundlag af Trafikstyrelsens tests og gennemgange. Hermed har styrelsen godkendt, at Security i Qaqortoq lufthavn bl.a. lever fuldt op til myndighedskrav i forhold til uddannelse, teknik og kontrolprocesser. Samt at lufthavnens Securityfunktion har implementeret en robust bemandingsplan, der rækker frem i tiden og tager højde for faktorer som spidsbelastning, sygdom m.m.

 

“Det her er et meget stort skulderklap til holdet i Qaqortoq, der har leveret en kæmpestor og professionel indsats for at blive klar til at leve fuldt og helt op til myndighedskrav for internationale flyvninger,” siger driftsdirektør Mie Rajcic, Greenland Airports.

Den anden godkendelse fra Trafikstyrelsen omhandler ændringer i indflyvningsproceduren, som medfører at lufthavnen i højere grad end i dag vil kunne afvikle trafik under besværlige vejrforhold som f.eks. tåge. Det åbner i praksis for højere regularitet, da flyene oftere kan lande som planlagt. Hermed kan passagerer i Sydgrønland regne med færre aflysninger og en mere stabil hverdag. Forbedringen træder i kraft i august 2026.

”De to godkendelser betyder konkret, at vi kan tage imod flere internationale flyvninger og holde en mere stabil drift – også når vejret driller. Det kommer til at gøre en forskel for borgerne i Sydgrønland og for udviklingen af turismen i regionen generelt,” tilføjer Mie Rajcic.

For yderligere informationer, skriv venligst til: presse@airports.gl